Overnatning med hund i Danmark

En af de største glæder ved at have hund er, at du kan tage den med overalt – stort set. Vi har gjort det endnu nemmere for dig at finde de hundevenlige hoteller i hele Danmark med én samlet oversigt.

Ofte stillede spørgsmål

Antallet af hunde man må medbringe varierer fra hotel til hotel. Størstedelen af de hoteller vi har kontaktet har svaret, at det er tilladt at medbringe to hunde, mens andre stiller krav til hundenes vægt, eller ganske enkelt ikke har et maksimum.

Enkelte hoteller vælger ikke at udtale sig om antallet, men siger derimod at det afhænger af hundenes størrelse og temperament. Sagt med andre ord vil disse hoteller bibeholde retten til at sige nej tak til nogle hunde.

Hos de adspurgte hoteller koster det mellem 0-1100 kr at medbringe en hund. Det varierer, om det er per ophold eller per nat, og om det er for hver hund eller samlet antal.

Hotellerne oplyser, at pengene bruges på rengøring af rummet, og nogle specificerer, at de skal gøre rummet “allergivenligt” igen.

Det dyreste hundevenlige hotel i Danmark, i følge vores data, er Hotel Nimb i København hvor det koster 1100 kr for et ophold. Det billigste er Copenhagen Strand Hotel, også i København, hvor det er gratis at medbringe hund.

Langt størstedelen af de hoteller vi har været i dialog med, har områder på hotellet hvor hundene ikke må medbringes.

Disse områder er typisk restaurant, café og bar, men der er også hoteller der slet ikke tillader hunde indendørs på hotellet, eller som ikke tillader hunde i lobby, reception og f.eks. wellness- og poolområder.

Mange hoteller har værelser der er øremærket kæledyr. Nogle hoteller har værelsestyper, såsom standard, suite etc. der er forbeholdt kæledyr.

Flere af hotellerne fortæller, at de vælger at tjekke personer med kæledyr ind på de etager hvor der ikke er gulvtæpper. Nogle hoteller har værelser der er øremærket som “allergivenlige”, og her tillades der enten slet ikke kæledyr, ellers er der som minimum krav om rengøringsgebyr.

Hos nogle hoteller er det et krav at man ringer for at bekræfte ens booking, når man ønsker at medbringe hund, for andre er det tilstrækkeligt at man skriver det som en kommentar når man booker.

Vores klare anbefaling er, at du sagtens kan booke online, men at ringe eller skrive en email efterfølgende. På den måde undgår du at risikere, at de har overset krydset ved “medbringer kæledyr” og dermed ikke har et kæledyrsvenligt værelse ledigt.